FARVNING 

Når talen er om farvestoffer, er der ingen »gode, gamle dage«. Aldrig før i tiden har man kunnet farve så godt, nemlig ægte og præcist. De gamle, naturlige farvestoffer har veget pladsen for de kunstige, fortrinsvis tjærefarvestoffer, anilinfarver, som efterhånden er gjort bedre og bedre. Den moderne farveindustri bygger på videnskabeligt, kemisk grundlag. Textilvarer kan farves som løse fibre, der efter sammenblanding spindes til melerede garner. Man kan farve forgarn, som spindes sammen; man kan tvinde forskelligt farvet garn sammen. Garnerne farves til mange mønstrede varer, fx. bomuldstøj, zephyr, gobelin, habitstoffer. Endelig kan man farve den færdige vare, stykfarve. Det er en misforståelse at tro, at garnfarvede varer er mere ægte end stykfarvede; det kommer kun an på de anvendte farvestoffer. Stykfarvning er mere økonomisk; spild farves ikke, og man kan væve råvarer til lager og farve, når ordrerne på de forskellige farver indgår. Ved stykfarvning opnår man desuden jævnere farvning; farvede garner til eet stykke stof kan stamme fra flere partier garn, og derfor bliver varen ofte bæltet. Undertiden er styk-farvede varer ikke helt gennemfarvede; hvis man forskubber en tråd, vil garnet lige under bindingspunktet være lidt lysere. Det drejer sig ofte om meget ægte farver, og det har ingen betydning i brug.

Man farver ved at opløse farvestoffet i et svagt surt eller alkalisk bad og derefter føre den ublegede eller blegede vare gennem farvebadet, flotten. For at være brugbar som farve må farvestoffet kunne forbinde sig med fibrene, så det ikke kan vaskes ud af stoffet. Nogle farvestoffer farver direkte, andre kræver hjælpemidler, bejdser, som forbinder farve og fibre. Bejdsen kan påføres stoffet før, samtidigt eller efter farvningen. Ved farvning af silkevarer betynges de samtidigt med farvningen.

Da stoffet ved farvning opsuger farvestof, bliver samme kvalitet tungere i farvet end i bleget tilstand, og i mørke farver virker varen fyldigere end i lyse farver.

De forskellige råmaterialer tager forskelligt mod farve. Visse farver egner sig til uld og silke, men ikke til bomuld. Derved bliver farvning af blandede stoffer vanskeligere, fordi det skal farves to gange (e. cross dyeing), medmindre man netop vil benytte det ufarvede materiale som mønstereffekt. Ofte kender man halvuldne varer på den forskellige nuance, fx. i kæde og skud. Det kan også være en fordel med de forskellige farvekrav. Som eksem-pel kan nævnes, at en ternet vare må væves i lige så mange forskellige stykker, som der bestilles forskelligt farvede tern; hvis man imidlertid bruger viscose og acetat skiftevis, kan alle farver væves af rå garner, og efter ordremodtagelse benytter man farvestoffer, der farver viscose, men lader acetaten ufarvet. Man behøver kun een råvare på lager til samtlige tern.

Af de ca. 1500 forskellige farver, der bruges i uendeligt mange sammensætninger, skal blot nævnes nogle almindeligt omtalte:

Tyrkisk rødt bruges bl. a. til dynebolstre. Det var oprindelig et meget ægte naturprodukt, men i dag bruges mest det kunstigt fremstillede. Fremgangsmåden er indviklet og kostbar. Hvis farven smitter af på lagner i begyndelsen, er det uden betydning; det er overflødigt farvestof, der let afvaskes. Hvis derimod en dårlig, rød farve smitter af fx, ved transpiration, kan lagnerne vanskeligt vaskes rene igen.

Naphtol A. S. rødt står praktisk talt på højde med tyrkisk rødt og farver stoffet jævnere.

Indigo er nutildags fortrinsvis kunstigt fremstillet. Farven udmærker sig ved stor ægthed, men der er mange andre farver, der står på højde med den.

Kypefarver er fællesbetegnelsen for en række meget ægte farver, hvortil indigo hører, og som udfarves på en særlig måde. Indanthren hører til denne gruppe; det er et indregistreret varemærke for den tyske farvetrust, som benytter navnet for alle far-ver af største ægthedsgrad. De tilsvarende engelske farver hedder anthracene vat dyes. Et internationalt garantinavn er Felisol.

Farvernes ægthed (e. fastness, f. bon teint, t. Farbenechtheit). Varens kulør siger intet om ægtheden; klare, blå toner har måske været vanskelige at få ægte, men i dag kan de udmærket farves. Lyse farver viser snarere falmning end mørke; hvis f.eks lyst stof indeholder 0,5 g farvestof og et mørkt 5 g, vil et farvetab af 0,2 g være meget tydeligt for den lyse vare, men umærkeligt ved den mørke. Der er intet i vejen for, at en købmand selv kan underkaste farvede stoffer ægthedsprøver, men det ville blive for omstændeligt at prøve hver enkelt. Man må kunne stole på fabrikantens garanti. Ægthed er intet absolut begreb; en farve kan være ægte i vask, men uægte i lys. Farver kan være modstandsdygtige mod een eller flere af følgende påvirkninger:

1. Gnideægte. Smitter ikke ved gnidning mød enten en tør eller våd, hvid klud. Undertiden smitter en vare, der ikke er skyllet godt nok efter farvningen; en ny skylning gør varen »ægte«.

2. Lysægte. Falmer ikke i dagslys.

3. Vaskeægte. Løber ikke ud og smitter ikke over på andre stoffer i vasken. Sætter ikke mærker, hvis det ligger vådt i bunke med andre stoffer, hvilket altid bør undgås.

4. Kogeægte. Tåler høj varme i vask.

5. Havvandsægte. Tåler påvirkning af saltvand.

6. Stryge- og presseægte. Skifter ikke tone, smitter ikke af.

7. Svedægte. Må hverken affarves eller smitte af.

8. Alkoholægte. Smitter og falmer ikke ved anvendelse af fx. parfume.

9. Vanddråbeægte. Løber ikke ud, bliver ikke skjoldet.

Farveren skal vælge et farvestof, der modstår den påvirkning, som stoffet kommer ud for i brug. Silketøj til selskabskjoler skal være ægte for gnidning og alkohol, men ikke for sollys. Ærmefoer skal være ægte for gnidning og transpiration, ikke for lys og vask. Hvis en kunde synes, at et mønster i ærmefoer er vel-egnet til en drengeskjorte, bør hun have en advarsel, da farverne sandsynligvis vil skuffe til dette brug. Farver til skjorter skal helst være ægte for enhver påvirkning: gnidning, lys, vask, kogning, »klor«, transpiration. Det vil være urimeligt at anvende de mest ægte og kostbare farver, hvis stoffet aldrig bliver udsat for vask og sol.

Man kan tale om flere grader af farveægthed; lysægthed betegnes fra 1 til 8, andre ægtheder fra 1 til 5. Følgende betegnelser siger hvad det drejer sig om:

1. flygtig (for let påvirkning),

2. acceptabel (ringe tilbagegang i vask),

3. og 4. ægte (ved almindelig vask) og

5. falmefri.

Når det hævdes, at ingen farve er helt ægte, virker det hun som et uheldigt forsvar for de uægte farver. Ligesom intet stof modstår slid til evig tid, således taber en ægte farve sig efter-hånden noget. Det er imidlertid betydningsløst, at farven er svæk-ket, når varen er udtjent.

Sollys er mange gange værre end indirekte dagslys. Et glasvindue skåner ikke stoffet mod falmning, selv om de ultraviolette stråler udelukkes. Fugtighed i luften fremskynder falmningen; en farve kan være mere ægte i tropernes sollys end i Danmarks fugtige luft. Tørring af vasketøj i sollys virker blegende på farver. Visse farver på uld- og silkestoffer svækkes i vasken, men bliver atter friskere med lidt eddike i skyllevandet. Nogle farver forandres under et varmt strygejern, fx. blå bliver rødlige, men den oprindelige farve kommer frem efter afkøling.

Nogle farver eller rettere de kemikalier, der bruges som hjælpestoffer, kan angribe fibrene; varen er »brændt i farve«. Betyngede silkevarer ødelægges ofte ved omfarvning, fordi farven angriber betyngningsmidlet. Derfor skal man aldrig give løfter uden at have forudgående erfaring for hver enkelt kvalitet. Visse farver (syrefarver) fremskynder varens ødelæggelse i sollys, medens andre virker beskyttende.

Man kan nutildags farve alle råstoffer tilstrækkeligt ægte, men det er nødvendigt at vide, at ikke enhver nuance, og især ikke de meget stærke, klare farver, kan fås helt ægte; efterhånden udvides imidlertid de ægte farvers antal, og mellemtoner kan i dag næsten altid fås ægte. Naturligvis koster gode farver mere end dårlige (fra kr. 0,40 til kr. 3,00 per meter), men kunden giver gerne overprisen. Uægte farver bør forsvinde fra markedet; billige varer i slette farver (karnevalsstof o. l.) burde sælges med en oplysning derom; hvis ingen advarsel bliver givet, bør forhandler og forbruger kunne vente, at farven svarer til rimelige brugskrav.

Hvis man vil kontrollere fx. en reklamation, kan man prøve lysægthed ved at lægge en delvis tildækket prøve i lyset; vaskeægthed prøver man ved at vaske en klud af stoffet sammen med en hvid klud på samme måde, som stoffet bør vaskes. Men som sagt, det er fabrikantens garantier, man skal støtte sig til.